Greed.dk - Inspiration til iværksættere og selvstændige
linkbuilding seo gæsteblogging

Linkbuilding Guide: Få succes med gæsteblogindlæg som strategi

De fleste SEO-folk kender til linkbuilding-strategien, der vedrører udgivelse af gæsteblogindlæg. En fin metode, der kan give ekstremt stærke links, hvis man er både heldig og dygtig.

Desværre er metoden blevet sværere og sværere at få succes med i løbet af de seneste år.

Her får du mit bud på hvorfor samt en række tips til, hvordan du fremover kan øge dine chancer for at få succes med metoden.

Indlægget er forfattet af SEO- og affiliate-ekspert Jesper Nørskov Jensen, der driver blandt andet findenkaereste.dk.

Links er stadigvæk en central del af SEO, og i dag findes der mange forskellige velkendte metoder, hvorpå man kan erhverve sig links til sin hjemmeside. 

I dette indlæg vil jeg fokusere på den metode, der vedrører at forfatte gæsteblogindlæg til eksterne platforme. 

Hvad kendetegner denne metode?

Helt kort så omfatter gæsteblogindlæg-strategien, at man udarbejder et gratis gæsteblogindlæg til en ekstern platform.

Som tak for ens arbejde får man lov at indsætte et krediteringslink i indlægget. Man får dermed et link, mod at en anden får gratis content. 

”Nej” er blevet gatekeepernes favoritord. Hvorfor?

linkbuilding gæsteblogindlæg

Gæsteblogindlæg-metoden er stadigvæk nogenlunde populær den dag i dag.

Det er den, fordi metoden har potentiale til at bringe værdi for begge involverede parter – både instansen, der jagter et link, og instansen, som får gratis indhold til sin platform. 

Selvom gæsteblogindlæg kan være win-win for begge involverede parter, er de såkaldte gatekeepere – dem, som skal give tilladelsen til udgivelse af gæsteblogindlæg – blevet svært glade for ordet ”nej” de seneste år. 

Hvorfor så mange nej’er til linkbuilding via gæsteblogging?

Men hvorfor har gatekeeperne trukket nej-hatten så langt ned over øjnene, at de ikke længere evner at se, hvilke fordele der kan være forbundet med at åbne den digitale dør for en fremmeds pen for dem?

Jeg tror, at det skyldes mere end blot én ting.

Dels tror jeg, at det skyldes, at flere og flere gatekeepere er blevet opmærksomme på SEO og dermed også på, at et link har værdi. 

Mange gatekeepere er sikkert bevidste om, at links er noget, som de kan sælge, og derfor mener de formentligt, at de udviser for stor generøsitet, hvis de tillader en person at få et ”gratis” link. 

Derudover tror jeg, at visse SEO-folk har besværliggjort at få succes med metoden for alle andre.

Hvis gæsteblogindlæg-metoden skal være win-win for både SEO-manden og gatekeeperen, så skal indholdet, som SEO-manden leverer, virkelig bringe værdi for de besøgende af gatekeeperens platform, og jeg har en velbegrundet frygt for, at dette ikke altid har været tilfældet. 

Nogle SEO-tosser har formentligt ageret utaknemmeligt og grådigt, hvorfor de ikke har lagt den fornødne tid og energi i de gæsteblogindlæg, som en række gatekeepere nådigt og generøst har tilladt publiceret på deres platforme. 

Disse SEO-tosser har udelukkende haft interesse i at få et link til deres platform og ikke at levere kvalitetsindhold, som ville pleje og styrke en ny forbindelse, hvilket har ført til, at de på ingen tid har skrevet noget makværk, som gatekeeperen – grundet sit løfte – har følt sig forpligtet til at publicere, mens han/hun har haft den følelse, som man rammes af, når man forlader et Blackjack-bord på et skummelt casino – nemlig følelsen af at være blevet godt og grundigt snydt og bedraget.

Tilgodeser et gæsteblogindlæg udelukkende skribenten?

linkbuilding gæsteblogindlæg

Når gatekeepere i dag modtager outreach-mails angående gæsteblogindlæg, vil mange derfor uden tvivl tænke og føle, at de er ved at blive lokket til at begå en mindre god handel, og derfor tyer mange af dem til det lette, ufarlige svar: ”Nej.”

Jeg ønsker ikke at lyve over for nogen.

Der findes stadigvæk en del digitale plattenslagere i dag uden hverken samvittighed eller værdighed, hvorfor ”nej” sagtens kan være det mest fornuftige svar fra en gatekeeper, når han/hun modtager en henvendelse angående et gæsteblogindlæg. 

Med det sagt vil jeg dog meget gerne udfordre det perspektiv, som mange gatekeepere tilsyneladende automatisk indtager, når de modtager den type mails – nemlig at transaktionen udelukkende tilgodeser SEO-manden. Sådan er det nemlig slet, slet ikke altid.

Sommetider vil det ganske vist være tilfældet, desværre.

Men der findes heldigvis også mange situationer, hvor afledte effekter af gæsteblogindlægget vil være mere værdifulde for gatekeeperen end linket vil være for SEO-manden. 

Hemmeligheden er et velskrevet blogindlæg

linkbuilding gæsteblogindlæg

Overvej eksempelvis en situation, hvor en SEO-mand leverer et ekstremt velskrevet indlæg med skarpe tips og nyttig viden. Et indlæg, der summer af kvalitet, og som virkelig bringer værdi for de besøgende. 

Et sådant indlæg vil typisk med tiden indtage gode placeringer på søgemaskinerne og dermed komme til at drive trafik til gatekeeperens platform.

I nogle tilfælde vil gatekeeperen evne at omdanne dele af trafikken til konverteringer, og hvis dette skulle ske, kan du godt se, at indlægget for alvor begynder at være værdifuldt for gatekeeperen. 

Selvom et gæsteblogindlæg ikke nødvendigvis resulterer i direkte konverteringer, kan det alligevel sagtens være yderst værdifuldt. Hvis indlægget øger kendskabsgraden og bidrager til den ønskede profilering af gatekeeperens platform, vil det have høj, høj værdi.

Sådan øger du chancen for at få et ”Ja”

Som bemærket er det ikke lige så let at få et ”ja” fra gatekeeperne, som det var engang.

Jeg har givet mine bud på hvorfor, så det spørgsmål vil jeg ikke bruge mere tid på at afsøge. 

I stedet vil jeg bruge lidt tid på at komme med tips og tricks til at øge chancen for at få det famøse ”ja”. 

Se det som en ære at bidrage

Allerførst vil jeg appellere til, at man altid ser det som en ære at få lov at bidrage med indhold på en andens platform. Det er nemlig storsindet at stille eksponering til rådighed, og det skal man altid værdsætte.

Får man et ”ja”, skylder man derfor altid gatekeeperen at investere tilpas med tid og kræfter i at kreere noget content, der virkelig gør en forskel. Gør man dette, øger man også chancen for, at samarbejdet ikke bliver en engangsaffære.

For gatekeepere kan det være ekstremt svært at lure, hvorvidt et gæsteblogindlæg-samarbejde vil være givtigt.

Nogle SEO-folk er nemlig som brugtvognsforhandlere, og det er derfor aldrig til at vide for gatekeeperen, om han/hun kan stole på de løfter, der afgives i pitchet. 

Netop derfor skal man arbejde med sin troværdighed i sit pitch.

Det kan man gøre på forskellige måder. Jeg selv vælger altid at medsende eksempler på tidligere gæsteblogindlæg, som jeg har forfattet. På den måde kan gatekeeperen få et indtryk af, hvad han/hun kan forvente. 

Derudover fortæller jeg også lidt om min uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, så gatekeeperen ved, at jeg har den fornødne erfaring til at levere, hvad jeg lover. 

Ydermere ved jeg, at det er en stor fordel, hvis jeg kan finde platforme, der beskæftiger sig med temaer, som jeg har en masse viden om.

Når jeg finder den slags platforme, kan jeg nemlig ikke blot bidrage med skribentkompetencer ud over det sædvanlige, men også en masse nyttig viden.

Sidst, men ikke mindst sørger jeg for altid at være 100 % agil, hvad angår indholdet. Jeg kommer naturligvis med et bud på et tema til en artikel, men lader gatekeeperen forstå, at dette tema selvfølgelig er til forhandling.

Det er dog stadigvæk svært…

Selvom man tager sine forholdsregler og har godhjertede, rene hensigter, skal man stadigvæk berede sig på at få en masse ”nej’er”, når man arbejder med gæsteblogindlæg-metoden.

Sådan er gamet desværre bare. 

Derfor skal man altid udstyre sig selv med vedholdenhed og evigt gå-på-mod. Ellers får man ikke succes. 

Jesper Nørskov Jensen

Jeg hedder Jesper Nørskov Jensen, og jeg arbejder med alt fra affiliate marketing og SEO til skønlitteratur og podcasts. I dag har jeg mit eget firma sammen med en partner, men inden jeg tog springet som selvstændig arbejdede jeg som SEO-konsulent hos en række bureauer. Jeg er uddannet på Aalborg Universitet, hvor jeg i 2016 blev kandidat i informationsteknologi.

Kommentér